Abstract
Artiklen præsenterer en fysisk mekanisme, der kobler solaktivitet til variationer i Jordens klima via kosmisk stråling og skydannelse. Svensmark gennemgår, hvordan solens magnetfelt modulerer den galaktiske kosmiske stråling, som igen påvirker ionisation i atmosfæren og dannelsen af aerosoler, der kan fungere som kondensationskerner for lave skyer. Disse skyer har stor betydning for Jordens albedo og dermed energibalancen. Artiklen diskuterer både satellitdata og laboratorieresultater og sætter dem i relation til historiske klimavariationer, herunder kulstof-14-data. For fysikere giver artiklen et stringent eksempel på, hvordan plasmafysik, partikelstråling og atmosfærisk mikrofysik kan indgå i klimasystemets samlede beskrivelse – og hvorfor spørgsmålet fortsat er videnskabeligt kontroversielt.