Abstract
Carl Henrik Koch viser, at Ørsteds opdagelse ikke kan forstås uden det idéhistoriske miljø, han virkede i. Artiklen forklarer, hvordan romantisk naturfilosofi, især via Kant, Boscovich og den tyske romantik, gav Ørsted en forestilling om naturens enhed og om polære kræfter som grundlæggende struktur i verden. Samtidig understreges det, at Ørsted ikke blot var spekulativ naturfilosof, men også tillagde erfaring og eksperiment afgørende vægt. Dermed bliver artiklen en præcis demonstration af, at selv det mest banebrydende eksperiment altid er styret af forudgående teoretiske forestillinger. Den er særligt interessant, fordi den afviser myten om tilfældighed og i stedet viser, at Ørsted målrettet søgte forbindelsen mellem elektricitet og magnetisme.