Abstract
Artiklen følger udviklingen i fysikken fra H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820 til Niels Bohrs og kvantemekanikkens gennembrud i det 20. århundrede. Ørsteds opdagelse brød med den dominerende Newtonske forestilling om centralkræfter og introducerede idéen om nye typer naturkræfter. Dette blev videreudviklet af Faraday og Maxwell, som etablerede feltbegrebet og forbandt elektromagnetisme med lysets natur. Artiklen beskriver, hvordan Maxwells teori skabte teoretiske spændinger med klassisk mekanik, hvilket Einstein løste med den specielle relativitetsteori i 1905 og senere udvidede til den almene relativitetsteori i 1915. Her blev tyngdekraften omfortolket som en geometrisk egenskab ved rummet snarere end en øjeblikkelig fjernvirkning. Endelig introduceres kvantemekanikken gennem Bohr og Heisenberg, som udfordrer det klassiske kausalitetsprincip og indfører fundamental usikkerhed i beskrivelsen af mikroverdenen. Artiklen konkluderer, at moderne fysik ikke forkaster Newton, men udvider hans teorier til nye domæner, hvor de klassiske beskrivelser ikke længere er tilstrækkelige.