Abstract
Artiklen analyserer udviklingen i forholdet mellem religion og videnskab fra det 17. til det 19. århundrede med fokus på overgangen fra harmoni til konflikt. I middelalderen blev kristendom og naturvidenskab generelt opfattet som forenelige, men dette ændrede sig med fremkomsten af det mekaniske verdensbillede, særligt formuleret af René Descartes. Denne opfattelse beskrev naturen som styret af matematiske og deterministiske love, hvilket gradvist reducerede behovet for guddommelig indgriben.
Isaac Newton forsøgte fortsat at forene videnskab og religion ved at fastholde en rolle for Gud som opretholder af universets orden, men senere udviklinger – især hos Laplace – gjorde det muligt at beskrive universet uden henvisning til en guddom. Samtidig bidrog historisk bibelkritik og oplysningstidens filosofi til at udfordre de religiøse teksters autoritet og oprindelse.
I det 19. århundrede blev konflikten yderligere skærpet gennem geologiens resultater, der modsagde Bibelens tidsrammer for jordens skabelse, samt Darwins udviklingslære, som udfordrede forestillingen om menneskets guddommelige oprindelse. Artiklen viser, hvordan disse videnskabelige fremskridt ændrede religionens status fra et fornuftsbaseret system til et mere følelsesbaseret livsanskuelsessystem. Afslutningsvis argumenteres der for, at moderne videnskab og religion i dag ofte betragtes som adskilte domæner – henholdsvis erkendelse og tro – men at spændingen mellem dem fortsat eksisterer.