Abstract
I anledning af 50-året for DNA-strukturens bestemmelse giver Steinsvoll en dybtgående analyse af Rosalind Franklins røntgendiffraktionsdata og deres afgørende betydning for dobbelthelix-modellen. Artiklen kombinerer biofysik, krystallografi og videnskabshistorie og demonstrerer, hvordan diffraktionsmønstre oversættes til molekylær geometri. Med teknisk præcision diskuteres Fourier-analyse og strukturfortolkning. Samtidig sættes Franklins bidrag ind i en større erkendelsesteoretisk kontekst. En artikel, der minder os om, at fysikkens metoder ofte er nøglen til biologiske gennembrud.