Abstract
Artiklen giver en teknisk og strategisk status over fusionsforskningen i lyset af beslutningen om ITER i 2005. Den beskriver de centrale plasmafysiske udfordringer: magnetisk indeslutning, energibalance og materialebelastning. Jensen gennemgår realistiske perspektiver for energiproduktion, herunder brændstofcyklus (deuterium–tritium) og sikkerhedsaspekter. Der argumenteres for, at fusion kan blive en stabil og global energikilde med lav miljøpåvirkning og begrænsede affaldsproblemer. Samtidig er artiklen nøgtern omkring de teknologiske barrierer. For fysikere er den særlig interessant ved sin kobling mellem plasmafysik, ingeniørkunst og energipolitik.